23948sdkhjf

Computerproducent tilbagetrækker 300.000 computere

Lenovo tilbagekalder cirka 300.000 computere globalt grundet brandfare. En løs skrue er skyld i problemet.
En løs skrue betyder, at computerproducenten Lenovo må trække cirka 5414 computere tilbage i Danmark.

Globalt drejer det sig om cirka 300.000 bærbare computere af modellen ThinkPad X1 Carbon 5. generation, som er produceret mellem december 2016 og oktober 2017. Det skriver Computerworld.

Lenovo har opdaget, at der i disse bærbare computere kan være en skrue løs. Fejlen kan potentielt skade computernes batterier og føre til overophedning, hvilket udgør en brandfare.

Ifølge Lenovo er det kun få kunder, der på nuværende tidspunkt har meldt om overophedning.

- Lenovo har modtaget tre kundeindberetninger om overophedninger, som har resulteret i skade på computeren. Computere, der er produceret i november 2017 og efter, er ikke omfattet, oplyser Lenovo til Computerworld.

Tilbagetrækningen sker i samarbejde med relevante EU-myndigheder.

Tilbage i oktober 2016 var det Samsung, der måtte tilbagekalde et produkt i stor stil.

Dengang drejede det sig om problemer med deres flagskibsprodukt, mobiltelefonen Samsung Galaxy Note 7.

Batterierne i telefonen havde en grim tendens til at eksplodere, hvilket gjorde den til en fare i eksempelvis luftfarten. Derfor var Samsung nødt til at tilbagekalde omkring 2,5 millioner solgte telefoner.

I starten af 2017 fandt de ud af, at fadæsen sagtens kunne have været undgået, da der var tale om en simpel konstruktionsfejl.

Fejlen kostede Samsung flere milliarder kroner i tabt indtjening.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111